Kapitel 2: Afrejse
Morgendisen lå tungt over klosterets stenloftede gårdsplads, som et gråligt slør mellem det liv, hun kendte, og det, der nu ventede. Elia stod med en lille lærredstaske over skulderen – pakket med det mest nødvendige: et par kjoler, en lille dolk, hendes gamle klosterbog og et glas med tørrede urter, som en af de ældre nonner havde givet hende i al hast.
Hun vendte sig én gang, da porten blev åbnet for hende. Det store jernspændte træ knirkede som en stemme fra fortiden. Bag hende stod ingen. Ikke Kael. Ikke børnene fra børnehjemmet. Ikke engang Moder Aran. Klosteret sagde ikke farvel. Det var aldrig meningen, hun skulle høre til her.
Men noget i hende kaldte. Det glødende mærke på hendes hofte lå som en hemmelig puls under huden, ikke synlig i dagens skær, men brændende med en ny fornemmelse. En styrke, hun aldrig havde haft. Som en dørsprække i mørket – bag hvilken noget ventede.
Hun trådte ud i verden.
Det var første gang, hun gik uden for klosterets mure alene. Luften var fugtig og fuld af lyde, hun ikke kunne genkende. Heste i det fjerne. Menneskestemmer. En klokke, der kaldte til marked i byen længere mod øst. Hun fulgte grusstien, der snoede sig gennem bakker og småskove – og mærkede, hvordan hvert skridt trak hende væk fra alt det kendte.
Men med afstand kom også klarhed.
Elia mærkede det først som en varme i hendes håndflader. Hun standsede ved en ensom eg og rakte hånden frem. En svag kriblen løb fra hendes hjerte ud i fingrene – og egnens blade svajede let, som hvisket til af hendes tilstedeværelse. En strøm. En forbindelse. Hendes åndedrag blev hurtigere.
Hun tog hånden til sig, skræmt.
Men nysgerrigheden havde fat i hende. Hvad ville der ske, hvis hun lod det ske? Hvis hun lod sig selv føle det, kalde på det?
Så lukkede hun øjnene og lod kroppen huske. Kaels hænder. Hans stemme i mørket. Trykket mod muren. Bølgen. Varme og styrke, der blandede sig. Og der – midt i erindringen – slog energien ud fra hendes krop som en ring i vand.
Bladene raslede.
Mærket på hendes hofte glimtede kort gennem stof og skind, selv om solen ikke skinnede på det.
Hun åbnede øjnene og smilede for første gang den dag. Ikke stort. Bare nok til at vide, at noget havde forandret sig – og at det aldrig ville vende tilbage til, hvad det var.
Kapitel 3: Mødet
Vejens hjulspor var dybe efter nattens regn, og Elia måtte løfte kjolen, hver gang hendes støvler truede med at synke. Skoven havde ændret sig. Træerne stod tættere. Lydende var dæmpede. Som om verden holdt vejret.
Og så – pludselig – en skygge mellem stammerne.
Hun standsede, hånden ved dolken i tasken. Men manden, der trådte frem, virkede hverken truende eller overrasket. Hans mørke hår hang fugtigt over panden, og hans øjne var lyse som rav. Han bar en rejsekappe og en sværdstump i bæltet – tydeligvis en, der vidste, hvordan man klarede sig.
“Du er langt hjemmefra,” sagde han. Hans stemme var dyb, men lav, næsten som en hvisken mod bark.
“Jeg har ikke længere et hjem,” svarede hun og blev straks irriteret over, hvor melodramatisk det lød. Men han nikkede bare, som om han forstod.
“Så er vi to.”
De begyndte at gå uden at tale mere om det. Trinene faldt naturligt. Der var en ro i hans nærvær, som om han bar mørket uden at frygte det. Hun skævede til ham flere gange. Der var noget i hans gang – tung, jordnær, selvsikker. Ikke arrogant. Bare … afklaret.
“Elia,” sagde hun efter nogen tid.
Han så på hende.
“Eran.”
Navnet sendte en bølge gennem hende, som om noget i hende genkendte ham før hendes bevidsthed gjorde. Hun rystede let på hovedet. Det måtte være indbildning. Men den varme, der havde ligget under huden hele dagen, vågnede på ny – og nu var det som om, den søgte noget. Nogen.
Som om den kaldte på ham.
“Er du … på vej mod noget bestemt?” spurgte hun.
“Jeg leder efter noget,” svarede han. “Måske nogen.”
Hun sank en klump.
“Så måske finder vi begge, hvad vi søger.”
Deres blikke mødtes. For første gang mærkede Elia ikke kun nervøsitet – men noget dybere. En strøm mellem dem. Ikke som med Kael. Ikke som nysgerrig begær. Dette var … råt. Som jord under neglene og storm før regn. Som hvis noget urkraft kaldte på hendes indre.
Og i dét øjeblik – som hun ville huske senere – syntes luften omkring dem at knitre.
Hans hånd strejfede hendes ved et uheld, da de gik forbi en smal passage mellem to træer, og hendes mærke brændte pludseligt under kjolen. Hun gispede svagt, og han vendte hovedet. Hun vidste ikke, om han mærkede det samme – men hans blik blev tungere. Som om han havde hørt hendes krop tale, før hendes læber gjorde.
De sagde ikke mere.
Men da de fandt et sted at slå lejr den aften, og han byggede et lille bål under et udhæng, lagde han sit tæppe lidt tættere på hendes, end han behøvede. Og da mørket omsluttede skoven, og de lå der – uden at røre, men med åndedræt, der langsomt faldt i takt – vidste Elia, at dette møde havde været forudbestemt.
Ikke af skæbne alene. Men af noget i hende.
Noget, der var vågnet.
Kapitel 4: Flammens vækst
Natten var tyk af skovens dufte – jord, harpiks og den svage røg fra bålet, der knitrede mellem Elia og Eran.
Elia lå på sit tæppe, kroppen summende af en uro, hun ikke kunne ignorere. Mærket på hendes hofte brændte, ikke længere kun en varm puls, men en krævende ild, der syntes at strække sig under huden, som om det søgte mere plads. Hun havde mærket det hele dagen – en ny intensitet, der voksede, hver gang Erans blik strejfede hende, hver gang hans hånd uforvarende rørte hendes.
Hun satte sig op, håret faldt løst over skuldrene, og hun kastede et blik mod Eran. Han lå på siden, hans ravfarvede øjne halvåbne, som om han havde ventet på hende. “Du kan ikke sove,” sagde han, hans stemme lav, men med en undertone af noget sultent.
“Det er mærket,” hviskede hun, hendes hånd gled til hoften. “Det… det vokser. Jeg kan mærke det sprede sig.” Hun trak kjolen op, og selv i bålets svage skær var det tydeligt: tatoveringen, der engang havde været et lille, snoet mønster, strakte sig nu længere op mod hendes lænd og ned mod låret, som glødende tråde, der vævede sig sammen i et indviklet net.
Eran rykkede tættere på, hans blik fiksede på mærket. “Det er din magi,” mumlede han, hans fingre svævede over huden, uden at røre. “Den vågner mere, hver gang…” Han stoppede, men hans øjne mødte hendes, og hun vidste, hvad han mente. Hver gang hun gav sig hen. Hver gang hun lod begæret tage over.
“Rør det,” sagde hun, hendes stemme tyk af længsel. Hun havde brug for at vide, om hans berøring ville tænde det yderligere – eller dæmpe det.
Han tøvede ikke. Hans fingre sporede mærkets nye linjer, og en bølge af varme eksploderede gennem hende, så intens, at hun gispede. Hendes hud brændte under hans berøring, og hun mærkede, hvordan hendes krop reagerede – brystvorterne stivnede, og en pulserende varme samlede sig mellem hendes lår. “Eran…” Hans navn var et støn, og hun greb hans hånd, pressede den hårdere mod sin hud.
Han trak hende ind mod sig, hans læber fandt hendes i et kys, der var råt og krævende. Hans tunge udforskede hendes mund, og hun svarede med samme sult, hendes hænder rev hans skjorte op, ivrige efter at mærke hans hud. Han kastede skjorten til siden, og hun lod sine fingre glide over hans bryst, ned til hans bukser, hvor hun kunne mærke hans hårdhed presse mod stoffet.
“Du driver mig til vanvid,” knurrede han, og hans hænder trak hendes kjole helt af, efterlod hende nøgen i bålets skær. Hans blik gled over hende, over mærket, der glødede som flydende ild, og han lagde sig over hende, hans mund fandt hendes hals, hendes bryst. Hans læber lukkede sig om en brystvorte, tungen cirklede, og hun stønnede højt, bøjede ryggen for at presse sig tættere mod ham.
Hans hånd gled ned mellem hendes lår, og hun spredte dem instinktivt, allerede våd og længselsfuld. Hans fingre fandt hendes klitoris, cirklede langsomt, før de gled ind i hende, først én, så to, og hun vippede hofterne mod ham, desperat efter mere. “Du er så varm,” mumlede han mod hendes hud, hans fingre bevægede sig rytmisk, og hun kunne mærke klimakset bygge sig op, som en bølge, der ikke kunne stoppes.
“Jeg vil have dig,” stønnede hun, hendes hænder fandt hans bælte, løsnede det med rystende fingre. Hun skubbede hans bukser ned, og hans længde sprang fri, hård og pulserende. Hun lukkede hånden om ham, bevægede den op og ned, og han stønnede, hans hoved faldt tilbage.
Han trak hende ned på tæppet, placerede sig mellem hendes lår, og da han trængte ind i hende, var det som om verden brød i brand. Hun gispede, hendes muskler strammede om ham, og mærket lyste op, strakte sig længere, som om det næredes af deres forening. Han bevægede sig, dybe, hårde stød, og hver bevægelse sendte bølger af lyst gennem hende. Bålet flammede unaturligt højt, og skoven raslede, som om Elia’s magi vækkede jorden selv.
Hun greb fat i hans ryg, hendes negle efterlod mærker, og hans støn blandede sig med hendes. “Hårdere,” hviskede hun, og han adlød, hans stød blev vildere, hans hænder greb om hendes hofter, som holdt han fast i en storm. Da hun kom, skreg hun, hendes krop rystede, og mærket brændte, spredte sig yderligere, nu næsten op til hendes ribben. Hun mærkede, hvordan magien strømmede ud, forbandt sig med Eran, med skoven, med alt.
Han stønnede højt, hans udløsning fulgte, og han tømte sig i hende, hans krop rystede mod hendes. De lå stille bagefter, svedige og åndende, hans pande mod hendes. Hun rørte ved mærket, nu større og mere indviklet, og mærkede en ny styrke i sig – ikke kun lyst, men magi, der var vokset sammen.
“Det vokser med dig,” hviskede Eran, hans stemme stadig ru. “Og jeg tror, det har brug for mere.”
Erotiske noveller skrevet af Eidothea