Sollyset faldt i brede stråler gennem de høje vinduer, der strakte sig næsten fra gulv til loft, og kastede gyldne firkanter over det lyse trægulv. Udenfor glitrede søen roligt under den sene eftermiddagshimmel, mens en let brise fik gardinerne til at svaje som åndedræt. Emma stod midt i stuen, hendes fingre presset let mod den bløde, afrundede kurve af sin mave, hvor livet – hans liv – voksede. Hun kunne stadig mærke ekskonens ord, som om de hang i luften som en giftig duft: "Det var ikke altid så perfekt, som det så ud." Hvordan havde hun ikke set det før? Hvordan havde hun ladet sig blænde af hans charmerende ord, hans dybe stemme, den måde, han så på hende, som om hun var det eneste, der betød noget?
Lars stod med ryggen til hende, kun iført et hvidt badehåndklæde, der hang løst om hans hofter. Hans skuldre var brede, musklerne under huden tydeligt aftegnet, da han tørrede sig gennem det mørke hår, hvor sølvtråde glimtede i sollyset. Vanddråber løb ned ad hans ryg, fulgte ryggens kurve ned mod den dybe rille over hans balder, før de forsvandt under håndklædet. Emma slugte. Hun havde set den krop så mange gange før – følt den over sig, under sig, i sig – men nu føltes den fremmed. Som om hun pludselig så ham gennem et filter af tvivl. Hun indåndede dybt, fingrene klamrede sig fast om stoffet på hendes bluse, før hun åbnede munden.
"Lars," sagde hun, og hendes stemme lød fremmed for hende selv, skør og skælvende.
Han drejede sig langsomt om, håndklædet skred et stykke ned ad hans lår, men han greb det ikke. Hans blik mødte hendes, og for et øjeblik så hun den mand, hun havde forelsket sig i – den, der havde lovet hende verden, der havde fløjtet hende til orgasmer, indtil hun glemte sit eget navn. Men så var der noget andet. Et skær af noget, der lignede frygt. Eller skyld.
"Hvad er der, skat?" Hans stemme var blød, næsten øm, men hun hørte den underliggende spænding, den kontrollerede tone, der altid kom, når han ikke havde styr på situationen.
Emma tog et skridt tilbage, som om hun kunne undslippe sandheden ved at sætte afstand mellem dem. Hendes hånd glidede ned over maven, beskyttende, ejendommelig. "Jeg er gravid," sagde hun, og ordene brændte i halsen, som om de rev sig løs mod hendes vilje.
Tiden standsede.
Lars’ ansigt forandredes – ikke dramatisk, men som om et usynligt gardin faldt for hans øjne. Hans kæbe spændte sig, en muskel tikker under huden. "Hvad... mener du?" Han sagde det langsomt, som om han prøvede at forstå betydningen af hvert enkelt ord, før de ramte ham.
Emma lo kort, en bitter lyd. "Du ved godt, hvad jeg mener. Dit barn. Vores barn." Hun trykkede hårdere mod maven, som om hun kunne mærke det lille liv inde i sig svare hende. "Jeg har taget tre tests. Jeg har været til lægen. Jeg er otte uger henne."
Han åbnede munden. Lukkede den igen. Hans øjne flakkede – først til hendes mave, så op i hendes ansigt, som om han ledte efter tegn på, at dette var en eller anden syg joke. Men der var ingen tvivl. Ingen humor. Kun den kolde, hårde virkelighed, der nu hang mellem dem som en usynlig mur.
"Emma..." Hans stemme brød sig næsten. Han trådte et skridt frem, hånden rækket ud, som om han ville røre hende, trøste hende, kontrollere hende. Men hun veg tilbage, hendes ryg ramte den kolde væg bag hende.
"Svar mig," hviskede hun, og hendes stemme var ikke længere skælvende. Den var skarp som knivblad. "Hvad var det, der skete mellem dig og hende?" Spørgsmålet hang der, giftigt, uundgåeligt. "Hvorfor lyver du?"
Lars’ hånd faldt ned langs siden. Han så ud, som om hun lige havde slået ham. "Jeg har ikke..." Han stoppede. Sukkede. "Jeg har ikke lyvet."
"Bullshit." Ordet sprængte ud af hende, rådt og hårdt. "Hun sagde, at I havde problemer. At du... at du styrede hende. At du—" Hun brød af, halsen snørret. "At du ikke ville have børn. At du hadede tanken." Hendes øjne brændte. "Så hvordan forklarer du dette?" Hun hammerede en knytnæve mod sin mave, som om hun kunne banke sandheden ud af sig selv.
Lars’ ansigt blev askegråt. Han vendte sig væk, gik et par skridt mod vinduet, hvor solen kastede hans skygge lang og forvrænget over gulvet. "Det er kompliceret," sagde han til sidst, stemmen lav.
"Kompliceret?" Hun lo igen, denne gang næsten hysterisk. "Jeg er tyvefuckingto, Lars. Jeg er midt i min uddannelse. Jeg har ingen penge, ingen fast indkomst, ingen—" Hun brød af, åndedrættet kort. "Og så står du her, i din luksuslejlighed, som du åbenbart stadig deler med din ekskone, og fortæller mig, at det er kompliceret?"
Han vendte sig om, og nu var der noget i hans øjne, der fik hende til at fryse. Noget mørkt. Noget farligt. "Du tror, jeg ikke ved, hvordan det føles?" Hans stemme var lav, næsten en knurren. "At stå der, med alt på spil, og vide, at ét forkert træk kan ødelægge alt?"
Emma mødte hans blik, ubevægelig. "Så fortæl mig. Forklar det for mig." Hun kunne høre sit eget hjerte hamre i brystet, blodet bankede i hendes ører. "Fordi lige nu føles det, som om du har brugt mig. Som om dette—" hun pegede ned mod sin mave, "—var en eller anden fucking fejl for dig."
Han trådte pludselig frem, så hurtigt, at hun ikke nåede at reagere, før hans hænder ramte væggen på begge sider af hendes hoved. Han lænde sig ind over hende, hans krop presset mod hendes, varmen fra hans hud gennemsivede hendes bluse. Hun kunne dufte ham – sæbe, hud, den dybe, muskede lugt, der altid fik hende til at blive våd. Men denne gang var der ingen længsel. Kun vrede. Og smerte.
"Det her," hvæsede han, hans læber tæt på hendes øre, "er ikke en fejl. Det er mit barn. Mit kød og blod." Hans stemme var en kniv, der skar igennem hende. "Og du tror, jeg bare lader dig gå? Lader dig tage det væk fra mig?"
Emma føltes, som om hun blev kvælet. Hans krop var en fængsel, hans ånde var ild mod hendes hud. "Du har ikke engang spurgt," hviskede hun, tårerne brændende. "Om jeg vil beholde det. Om jeg overhovedet kan."
Han trak sig lidt tilbage, bare nok til at se hende i øjnene. Hans blik var mørkt, besiddende. "Du vil," sagde han, ikke som et spørgsmål, men som en befaling. "Fordi du ved, at vi er bedre sammen. Fordi du ved, at jeg kan give dig alt, hvad du drømmer om." Hans finger strøg ned over hendes kind, tørrede en tåre væk, før den kunne falde. "Fordi du elsker mig."
Hun ville protestere. Ville skubbe ham væk, skrigende, at han tog fejl, at han ikke kendte hende, at han ikke havde ret til at bestemme over hendes krop, hendes liv, hendes fremtid. Men da hun åbnede munden, kom der intet. Fordi dybt nede, under vreden, under frygten, under alt, vidste hun, at han havde ret.
Og det var det, der gjorde ondt mest af alt.
Erotiske noveller skrevet af trylle