CuriousCurious(14-02-2026 14:41)

Klokken kvart i kliche, slår hjerterne taktfast mod forventningerne,
ikke af længsel, men af frygt for at fejle.

De tvangsmodnede roser, hvis stive stilke skriger på en dekorativ vase og et fugtigt bo, matcher så nydeligt den mimede skrøbelighed og de skårede kanter - alt sammen købt på afbetaling i det lokale supermarked.

Se, hvor vi knalder højlydt, med blikket over en menu, der er skruet op på maksimal floskel og guf.

Vi er smukke, i skæret fra den tændte pære,
og huden smager svagt af kvalm fondant - endnu en kliché, vi har valgt at tro på.

Vores hænder søger hinanden under den hvide dug, ikke for at flette fingre, men for at svede sammen i de sekunder der er tilbage, før vi må gå hjem.

Der, i halvmørket, smider vi endelig showet.

Væk er cellofan, chokolade og det lyserøde englekor.

Tilbage er kun den rå, pulserende varme – den eneste gave, der ikke kræver kvittering, men som til gengæld kræver, at vi rent faktisk rører ved hinanden.