LisaTv(29-07-2025 02:08)

"Jeg synes ikke bare, du skal gøre det. Jeg er STOLT af, at du gør det."
sagde min daværende kæreste.

"Men du er klar over – og indforstået med – at jeg kysser med hende?"
Hun rystede smilende på hovedet. "Tosse! SELVFØLGELIGT skal du det."

Og sådan begyndte det hele.
En længere historie, der startede med et opslag på en trans-hjemmeside.

Det var en transkvinde fra et østland, udvekslingsstudent, og ærligt talt – nu hvor jeg første gang sætter ord på det - bemærkelsesværdigt smuk. Hun læste på KU og søgte en "fiktiv kæreste til en fest". Hun var træt af at komme alene og ønskede blot én enkelt aften, hvor hun kunne ankomme med en flot fyr og føle sig som en del af helheden.

Jeg tænkte straks: Katastrofe.
Ikke fordi ideen var dårlig – men fordi hun var for smuk, og forummet hun skrev på, alt for liderligt. Jeg kunne næsten se beskederne for mig: "Har du lyst til at kneppe efter festen?"

Så jeg skrev til hende og tilbød min hjælp, hvis nu hun ikke kunne finde den rette.
Hun svarede først senere:
"Du har ret. Det er sex, sex, sex de skriver om – ikke det, jeg søger. Men... du er trans? Jeg søger jo en fyr?"

Jeg sendte et nyligt billede af mig selv i mit nye, velsiddende jakkesæt og skrev:
"Jeg er fritidstrans, som der står. Dette er mit mandlige jeg i mit party-outfit."

Hun blev rystet, og sagde ja.
Vi aftalte at mødes først – (sjovt nok var det mig, der måtte insistere).

Det stod hurtigt klart, at hun ikke anede, hvad hun havde rodet sig ud i. Så jeg tog initiativ:

"Vi har brug for en historie om, hvordan vi mødtes. Jeg foreslår, vi bruger den fra min rigtige kæreste og mig – den er både autentisk, smuk og nem at huske."

Hun lyttede. Vi øvede. Små detaljer, huskeregler.
Alt var klart.

Aftenen gik perfekt. Jeg har sjældent set en så spontan plan fungere så gnidningsfrit.
Jeg fortalte historien om "hvordan vi mødtes" 5-10 gange den aften, og hver gang tænkte jeg med julelys i øjnene på min rigtige kæreste.

Pigerne SMELTEDE, da jeg i mit bedste jakkesæt lod mig rive med i vores lille teaterstykke.
Det var sjovt – intenst – lidt for godt.

Og filmen knækkede selvfølgelig ugen efter, da hun skrev, at hendes venner ville have os med til alt muligt.
Jeg sagde: "Fortæl dem sandheden."

Jeg havde opfyldt hendes oprindelige ønske. Men at skulle gentage skuespillet, lyve endnu en gang – det kunne jeg ikke stå inde for.

Men her kommer mit spørgsmål:

Kan man etisk og moralsk sige: “Det er helt okay én gang – men IKKE to?”
Hvor går grænsen egentligt?