Skjorten gled over hans skuldre, og afslørede hans overkrop, hvorpå skyggerne fra den dæmpede belysning legede på hans bare hud. Han lod skjorten falde til gulvet uden hast, som om han kontrollerede hvert sekund. En summen af undertrykt begejstring løb gennem gruppen af kvinder.
Han trådte tættere på, standsede lige foran Lise, der med et udfordrende smil lod fingerspidserne strejfe hans mave. En skælven gled gennem hans muskler, men han holdt masken. Det var hans show, hans tempo.
Strømperne, som han ikke fandt videre sexede, fik han taget af på bedste vis. Og med kvindernes blikke fastholdt, kom turen nu til bæltet. Med en selvsikker bevægelse gled bæltet fri, spændet klikkede sagte i det dæmpede rum. Han holdt deres blikke fanget, lod dem mærke spændingen, før han langsomt lod bukserne glide ned over hofterne.
Vibeke slap et lille gisp og skjulte et fnis bag hånden. Hans veninde skubbede sit hår tilbage, og lod sine øjne fange hver én bevægelse. Kirsten lænede sig tilbage i sofaen, nød udsigten med et kælent smil.
Han vidste nu, at han havde dem.
Hans bukser faldt til gulvet med en sagte lyd, og kun et par mørke boksershorts og hatten adskilte ham fra fuld blottelse. Han lod blikket glide over kvinderne igen, nød det lille sug af forventning, han kunne mærke i rummet.
Kirsten havde lagt hovedet let på skrå, hendes fingre trommede over sofapudens kant. Lise blinkede langsomt, som om hun prøvede at gemme sit smil, og Vibeke skiftede uroligt stilling, hendes knæ presset tættere sammen. Og så var der hende – hans veninde. Hun sad stille, men hendes blik var tungt, fanget i hans.
Musikken nærmede sig sit klimaks, og han gjorde klar til sin store finale. Den enkle sorte filthat, udgjorde prikken over i’et i hans nummer. Med et skævt smil tog han fat i hattens kant, drejede den mellem fingrene og lod den kort balancere på sin håndflade.
Han sænkede hatten og lod den danse på overkroppens behåring, for derefter at sænke den ned over navlen og lod den stoppe foran boksershortsene. Med sin ene hånd, havde han et fast greb i hatten. Og med den anden greb han fat i boksershortsene elastikkant. Og så, i én glidende bevægelse, trak han boksershortsene ned.
Luften blev tykkere. Han holdt hatten strategisk foran sig, pressede den let mod sin hud, som om han selv bestemte præcis, hvor meget de skulle se.
Lise trak vejret skarpt ind og dækkede munden med en hånd. Vibeke slap et fnis, men hendes blik flakkede ikke. Hans veninde og Kirsten lænede sig begge længere frem, og mødtes i gensidige smil. Han iagttog sin venindes nu næsten triumferende smil.
"Modigt," mumlede hun.
Han svajede let på fødderne, idet musikken langsomt fadede ud. Han lod hatten vippe en anelse i takt til musikkens rytme, backup-sangernes “You can leave your hat on” og Joe Cockers stemme der langsomt blev opslugt af stilheden. Hatten vippede nok til at give en antydning, et glimt, uden at give for meget væk. Han nød at se deres reaktioner, den måde deres øjne hang fast på ham, hvordan de alle – selv Lise som var mest tilbageholdende – ikke kunne lade være med at stirre.
Musikken døde ud. Han stod rank med hatten foran sin totale blottelse.
"Er det sådan, du afslutter dit show?" spurgte Kirsten, hendes stemme lav, men næsten kælende.
Han trak på skuldrene. "Det afhænger af publikum."
Kirsten grinede og lagde hovedet bagover. "Jeg tror, dit publikum er ganske tilfreds."
Lise, stadig med kinderne let rødmende, rystede på hovedet. "Det her er jo sindssygt. Ufatteligt."
"Er det?" spurgte han langsomt og vippede hatten en smule mere.
Spændingen dirrede i rummet, en tynd linje mellem det legende og det farlige, mellem det tilladte og det fristende.
Han vidste, at han kunne tage det et skridt videre. Men ville de?
Hans veninde løftede sit glas til en skål. Kvinderne, vis åndedrag, stadig var hurtigere end normalt, løftede alle glassene, for at skjule deres indestængte forventninger.
Han stod dér, barfodet på gulvet, iført intet andet end sit selvsikre smil – og hatten, som stadig skjulte det mest afslørende. Han kunne mærke varmen fra sin egen hud, føle spændingen i luften som elektriske gnister mellem dem alle.
Vibeke var den første til igen at bryde stilheden.
"Hold da op…" Hun lod blikket glide langsomt op og ned ad ham, tydeligt ufortrødent. "Det må jeg sige. Meget imponerende."
Kirsten lo og vippede hovedet tilbage mod sofaen. "Jeg tror aldrig, jeg har set nogen smide tøjet med så meget stil."
Lise bed sig let i læben. "Eller med så meget mod," indrømmede hun, som om hun først nu turde sætte ord på det, de alle tænkte.
Han bukkede let, som en ægte performer, og spændingen i rummet blev ikke mindre af det. De hujede og klappede, imens de uforbeholdent kiggede på ham. De fire kvinder, med lysende øjne og blussende kinder. De havde ikke flyttet blikket én eneste gang.
Men det var hende – hans veninde, hans første tilskuer – der sagde det, ingen andre turde.
"Men vi mangler stadig én ting," sagde hun med fast og klar stemme.
Han hævede et øjenbryn og lod som om, han ikke forstod. "Åh?"
Hun lænede sig lidt frem, lagde albuerne på knæene og smilede skævt. "The Full Monty."
De andre lo, men ingen protesterede. De vidste alle, at det var det, de tænkte. De ville se alt. Hele vejen.
Han mærkede sin egen puls banke i halsen. Det var én ting at lege med grænser, at drille dem, at lade hatten dække, men aldrig helt afsløre. Det var noget andet at give sig helt hen. Han havde jo gjort det før, men kun overfor hende. Denne gang havde han fire sæt forventningsfulde øjne, der hvilede på hatten foran hans manddom.
Han så fra den ene til den anden, så gløden i deres blikke, fornemmede deres fælles forventning.
Spørgsmålet hang i luften.
Turde han?
Han lod fingrene glide langs kanten af hatten.
Han kunne høre sit eget åndedræt. Kunne høre deres.
Og så tog han en beslutning. Han kastede hatten i skødet på Kirsten, og lod hænderne hvile på begge hofter.
Et gisp, et grin, en skælven af noget usagt.
Kirsten greb fat i hatten, hendes øjne store af en blanding af vantro og fryd. Et øjeblik virkede det, som om hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op med den, som om den brændte i hendes hænder. Hun så op på ham, lod blikket glide over hans krop, og så brød hun ud i en lav, næsten beundrende latter.
"Jamen dog," sagde hun og skævede til de andre kvinder.
Lise bed sig stadig i læben. Vibeke sad som forstenet, hendes fingre med et fast tag i sofaens armlæn, som om hun måtte holde fast, for ikke at bevæge sig og bryde den sitrende magi i rummet. Hans veninde smilede beundrende til ham. Hun udstrålede lige dele stolthed og beundring.
"Hvis det ikke er mod," mumlede Lise endelig eftertænksomt med en hæs og tør stemme.
"Og en smule galskab," tilføjede Kirsten, men hendes blik forlod ham ikke.
Den unge mand stod der, uden andet end deres blikke som dække. Der var ingen fortrydelse i hans øjne, ingen tøven. Kun en ro, en nærmest frygtløs nydelse i at være centrum for deres opmærksomhed. Han vidste, hvad han havde gjort, og han vidste, at de satte pris på det.
Hans veninde lagde hovedet let på skrå. "Jeg tror ikke, vi nogensinde vil glemme det her øjeblik," sagde hun lavmælt, som om hun talte til dem alle på én gang.
"Det håber jeg heller ikke," svarede han, stemmen dybere nu, fyldt med en selvtillid, han ikke anede, han besad.
De lo, men latteren bar en anden klang nu – noget var blevet flyttet i rummet mellem dem. Noget uudsigeligt, noget, der ikke behøvede flere ord.
Han samlede sin skjorte op fra gulvet, men tøvede. Han kunne mærke deres øjne stadig på sig, og han lod dem se, lod dem få det øjeblik, de så tydeligt ønskede at fastholde lidt længere. Så trak han skjorten over skuldrene og sendte dem et sidste, skælmsk blik.
"Jeg må nok hellere tage resten af mit tøj på, før jeg mister min sidste rest af selvkontrol," sagde han med et grin.
Kirsten rystede på hovedet, stadig med hatten i skødet. "For sent, min ven. Den mistede du, så snart du kastede den herover."
Endnu en latter, efterfulgt af glas der blev hævet og tømt. Blikkene dvælede stadig ved den unge mand, som langsomt samlede sit tøj sammen. Så gled øjeblikket langsomt over i noget andet. Noget hverdagsligt, men med en elektrisk summen under overfladen.
Dette var en oplevelse, de alle ville tage med sig. En hemmelighed mellem fire kvinder og en ung mand, der for altid ville huske den aften, hvor han kastede al blufærdighed til side og lod sig se – helt og fuldt.
Erotiske noveller skrevet af CamenB