En lille personlig bemærkning ❤️
Jeg deler dette opslag, fordi jeg gerne vil åbne op om psykisk vold og den svære vej tilbage til at finde sig selv og sin selvtillid igen. Jeg håber på at møde mennesker, der har forståelse, empati og et oprigtigt ønske om at hjælpe. Jeg sætter pris på alle henvendelser, så længe de kommer fra et respektfuldt og seriøst sted.

--------------------------------

Jeg er en mand på 34 år, og jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg på dette tidspunkt i mit liv skulle være et helt andet sted. Jeg troede, at jeg skulle bygge en fremtid op sammen med den kvinde, jeg elskede, og som jeg havde valgt at forlove mig med. I stedet står jeg tilbage med en masse ar, som ikke kan ses udefra, men som påvirker mig mere, end jeg nogle gange selv har lyst til at indrømme.

Jeg har været i et forhold, hvor jeg gennem flere år langsomt mistede mig selv. Det skete ikke fra den ene dag til den anden. Det var små bemærkninger, nedgørende kommentarer, manipulation og en følelse af aldrig helt at være god nok. Lidt efter lidt begyndte jeg at tvivle på mig selv, mine egne følelser og min egen værdi. Til sidst stod jeg tilbage med en følelse af, at det hele var min skyld, og at det var mig, der ikke slog til.

Når man bliver fortalt, direkte eller indirekte, at man ikke er god nok længe nok, begynder man til sidst at tro på det. Man begynder at lede efter fejl i sig selv, selv når man inderst inde godt ved, at noget er helt forkert.



Når man ikke længere føler sig god nok...

En af de ting, der fylder meget i mine tanker, er det, der skete omkring vores intimitet og hendes ønske om et åbent forhold.

I begyndelsen var jeg faktisk åben over for tanken. Jeg ønskede at forstå hendes behov og var villig til at undersøge, om det kunne være noget for os. Men efterhånden som forholdet udviklede sig, og jeg mærkede, hvordan det påvirkede mig, blev jeg nødt til at sige fra, inden det blev en realitet.

Det burde have været muligt at tale om vores forskellige ønsker og grænser med respekt for hinanden. I stedet oplevede jeg, at mine grænser blev vendt imod mig. Jeg fik følelsen af, at jeg ikke gav hende nok, at jeg ikke var tilstrækkelig, og at det var min skyld, hvis hun ikke fik sine behov opfyldt.

Hun var mig utro flere gange, og jeg sad tilbage med oplevelsen af, at det blev retfærdiggjort med hendes lyster og mine mangler.

Men det, der var svært for mig at forklare, var, at min lyst netop blev påvirket af den måde, jeg blev behandlet på. Det er svært at føle sig tryg, attraktiv og tæt på et andet menneske, når man samtidig føler sig nedgjort, presset og utilstrækkelig.

Hvordan skal man have lyst til at være intim med et menneske, når man langsomt mister følelsen af at være værd at elske?

Det spørgsmål har jeg tænkt over mange gange.



At date igen føles ikke bare svært, men det føles utrygt...

Når man ser andre date, flirte og lære nye mennesker at kende, kan det måske se så enkelt ud. Man skriver sammen, mødes over en kop kaffe, griner, flirter og ser, hvor tingene fører hen.

Jeg ville ønske, at det var lige så enkelt for mig.

For mig kan selv det at skrive med en ny kvinde være svært. Jeg kan sidde og tænke alt for længe over, hvad jeg skal skrive. Er jeg sjov nok? Er jeg interessant nok? Skriver jeg for meget? Skriver jeg for lidt? Virker jeg akavet? Har jeg sagt noget forkert?

Og hvis samtalen ændrer sig, eller der går lang tid, før jeg får et svar, kan usikkerheden hurtigt begynde at fylde. Jeg kan komme til at overtænke ting, som andre måske slet ikke ville skænke en tanke.

Det handler ikke nødvendigvis om den kvinde, jeg skriver med. Det handler om de erfaringer, jeg tager med mig ind i samtalen. Jeg har lært at tvivle på mig selv, og selv når et nyt menneske ikke har gjort noget forkert, kan jeg stadig være bange for at blive afvist, misforstået eller gjort forkert igen.

Jeg vil gerne lære nye mennesker at kende. Jeg vil gerne kunne flirte, grine, mærke sommerfuglene i maven og glæde mig til at møde en kvinde. Jeg savner følelsen af at kunne være mig selv uden konstant at analysere, om jeg nu er god nok.

Men jeg mærker også, hvor svært det er at sænke paraderne, når det menneske, man engang stolede allermest på, var med til at ødelægge ens tillid til sig selv.



Frygten for intimitet...

Noget af det sværeste er måske den usikkerhed, der følger med tanken om fysisk intimitet.

Jeg vil gerne kunne være tæt på et andet menneske uden at føle, at jeg skal præstere. Jeg vil gerne kunne kysse, kærtegne, være nøgen og være intim uden at være bange for, om jeg gør det godt nok, ser rigtig ud eller kan leve op til forventningerne.

Men lige nu kan tanken om intimitet også gøre mig usikker og akavet. Jeg kan blive selvbevidst, tænke for meget og have svært ved bare at være til stede i øjeblikket.

Det er en mærkelig følelse at være en voksen mand på 34 år og opleve, at noget, som burde kunne være naturligt og dejligt, pludselig føles så sårbart og svært.

Jeg skammer mig ikke over, at jeg har det sådan. Eller rettere sagt, jeg prøver at lade være med at skamme mig. For jeg ved godt, at der er en grund til, at jeg reagerer, som jeg gør. Jeg har været igennem noget, der har påvirket mit selvbillede, min tryghed og min måde at indgå i nære relationer på.

Jeg forventer ikke, at en ny kvinde skal reparere mig eller tage ansvar for det, jeg har oplevet. Det er mit ansvar at arbejde med mig selv. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke savner at føle mig tryg sammen med et andet menneske, som kan møde mig med tålmodighed og forståelse.



Jeg vil bare gerne finde mig selv igen...

Det, jeg længes efter, er egentlig ikke så kompliceret.

Jeg vil gerne have min selvtillid tilbage. Jeg vil gerne kunne se mig selv i spejlet og føle, at jeg er god nok. Jeg vil gerne kunne tro på, at en kvinde kan være interesseret i mig, fordi hun oprigtigt synes om den person, jeg er og ikke fordi jeg skal bevise mit værd eller hele tiden gøre mig fortjent til hendes opmærksomhed.

Jeg vil gerne kunne skrive til en kvinde uden at være bange for at sige noget forkert. Jeg vil gerne kunne tage på en date uden at føle, at jeg skal bestå en prøve. Og jeg vil gerne kunne være intim uden at høre den indre stemme, der fortæller mig, at jeg ikke er god nok.

Jeg ved godt, at selvtillid ikke kommer tilbage fra den ene dag til den anden. Jeg ved også, at det kræver tid at bearbejde det, man har været igennem. Men nogle gange ville jeg ønske, at der fandtes en genvej til bare at kunne mærke sig selv igen.

At kunne mærke, at jeg stadig er en mand, der har noget at byde på. En mand, der kan være kærlig, sjov, omsorgsfuld og attraktiv. En mand, der fortjener nærhed, respekt og kærlighed, uden at skulle gå på kompromis med sine egne grænser.

For selvom jeg på mange måder godt ved det med hovedet, er det ikke altid noget, jeg kan mærke i hjertet.



Måske er der nogen, der kan hjælpe mig med at tage de første skridt...

Derfor vil jeg prøve at være ærlig om noget, som jeg synes er ret grænseoverskridende at skrive offentligt.

Jeg kunne virkelig godt bruge lidt hjælp til at genfinde min selvtillid, især når det kommer til flirt, dating og intimitet.

Hvis der er nogle kvinder eller par, som har forståelse for den slags, og som kunne have lyst til at hjælpe mig med at tage nogle af de første skridt, ville jeg blive glad for at høre fra jer.

Jeg tænker ikke på, at jeg nødvendigvis selv skal være en del af noget seksuelt. Mit ønske er først og fremmest at lære at være tryg i de situationer igen. Det kunne eksempelvis være at skrive sammen, tale åbent om flirt og intimitet eller måske mødes i trygge rammer, hvor jeg kan være med på mine egne præmisser. For nogle kunne det måske også være en mulighed, at jeg blot observerer et par, der er trygge ved det, eller at vi finder en anden måde at arbejde med min usikkerhed og akavethed på.

Det vigtigste for mig er, at det foregår med gensidig respekt, tydelige grænser og uden forventninger eller pres. Jeg søger ikke nogen, der skal redde mig, men måske nogen, der kan hjælpe mig med at genopdage noget af den tryghed og selvtillid, jeg har mistet.

Jeg ved godt, at det her måske ikke er en almindelig forespørgsel. Det er også grænseoverskridende for mig at dele. Men jeg prøver at udfordre mig selv og tage et skridt i en retning, jeg længe har haft svært ved at bevæge mig i.

Måske er der nogen, der kan genkende noget af det, jeg beskriver. Måske er der nogen, der selv har været igennem noget lignende. Og måske er der nogen, der har lyst til at møde mig med lidt tålmodighed og hjælpe mig med at finde modet til at være tæt på andre mennesker igen.

Hvis du eller I har lyst til at skrive til mig, er I meget velkomne til at kontakte mig. I behøver ikke have alle svarene. Nogle gange er det måske nok bare at møde et menneske, der forstår, at det kan tage tid at lære at føle sig tryg igen.

Jeg vil bare gerne finde tilbage til den udgave af mig selv, der ikke var bange for at være sig selv og som turde tro på, at han var god nok.